Efterskrift – eftertanke….

Allerede 3 døgn i sneen – og hverdagen har meldt sig med alt det, der skal nås inden jul!

Samtidig har der også været tørnen med at tømme kufferterne og få vasket/ordnet tøj – hvoraf det meste jo skal gemmes væk, for det bliver vist ikke lige aktuelt med sommertøj de næste måneder! Dernæst er der de mange digitalbilleder, og også de mange oplevelser, indtryk og tanker, som skal systematiseres og ”lægges på plads”.  

Det bliver et større projekt, men i hvert fald er et delresultat blevet klart for os: Det er langtfra nogen selvfølge, at man kan være på rejse i 8 uger, færdes meget i fremmed trafik og under fremmede forhold, ja i det hele taget have et højt aktivitetsniveau med ubeskrivelige mængder af indtryk, og det uden at opleve uheld af nogen art. Det hænger sammen med, at der er mange, som ikke blot har fulgt os, men også har været med til at bære dette ”projekt” i forbøn.

En stor og varm tak til jer alle – også tak for de hilsener, som vi på forskellig vis har fået, også efter vi er kommet hjem.

Dernæst er tanken der også på de medarbejdere, som fortsat er i Jerusalem, og som bl.a. har kontakterne til de sociale myndigheder og mange af dem, som vi har lavet lejligheder i stand for. Her er et meget vigtigt opfølgningsarbejde – Yad va Lev betyder jo ”hånd og hjerte”. Vi var med vort arbejde konkret hænder, men arbejdet med hjertet er det ”lange seje træk”. Der er altså også fortsat et forbederarbejde (hvis du forstår!!) – og ikke blot for dem, men også de øvrige ansatte, som hver på deres plads gør en stor indsats!

– Og så en konkret information til dig, der måske overvejer at ”gøre ligeså”: Alle pladser i 2011 er besat, og i 2012 er der mindre end en håndfuld pladser tilbage. Det er altså med at komme ”ud af starthullerne”, hvis……. og her er link til hjemmesiden: http://www.yadvalev.dk/tekstsider.php?action=laestekstsider&id=143

Allersidste: det regner!!!!!!!

Denne herlige nyhed må lige med: Det regner i Israel – for første gang i flere måneder kommer der “rigtig regn”. Det regner stille, men vedvarende, så jorden kan vænne sig til, at der nu kommer vand, så det kan trække ned og ikke blot løber væk.

Heldigt, at vi fik fejet og ryddet op på terrassen i går, for allerede inden morgenmaden kom de første regndråber som en beskeden forvarsel på, hvad vi kunne vente, og nu har det foreløbig regnet i 2 timer.

Der er stor taknemlighed for enhver dråbe regn – ikke blot fordi afgrøder osv. har brug for det, men der er også håb om, at dette vejrskifte kan få betydning for slukningsarbejdet på Karmel.

Vi har fået slettet sporene efter os. Nu drikker vi formiddgskaffe – og venter på at der kommer en bil og bringer til til lufthavnen! Farvel Israel – for denne gang?!?!?!?!

Sidste ….

Sidste dag i suppekøkkken, sidste dag i lejligheder. Sidste besøg i Gravhaven. Sidste, sidste, sidste…..

I går eftermiddags var det også sidste besøg i Den gamle By. Som tidligere nævnt skulle vi til adventsgudstjeneste i den danske kirke, som har til huse i Redeemer Church, som ligger ganske tæt ved Gravkirken. Det var en beskeden forsamling, men det var en rigtig dansk gudstjeneste, hvor man kunne forstå hvert et ord af sproget – og hvor vi for første gang i 8 uger havde en “rigtig” salmebog i hånden. Bagefter var der adventshygge med gløgg og friskbagte vafler og fletning af julestjerner. Jo, nu er vi vist ved at “være på sporet”! En ung kirkevolontør, som er på et 3 måneders studieophold (hun har en bacelorgrad i violin) – spillede præludiet på violin – smukt – og spillede ligeledes sammen med klaveret til salmerne. Hendes kommentar bagefter: “Hvilken dejlig salmesang. Det hjælper nu, når der kommer folk, som kan og vil synge….”

Nu er det uigenkaldeligt. Vi har her søndag siddet på terrassen og drukket eftermiddagskaffe for sidste gang. I morgen ved samme tid vil vi nok sidde i Ben Gurionlufthavnen i Tel Aviv og vente på “sidste udkald” for at sætte kursen mod Kastrup via Wien, og forventet ankomst med Austrian Air kl. 21.50. Da siger vi farvel til 6 personer, som vi har haft et utrolig godt fællesskab med. Det er mere end en tilfældighed, at 4 par, som ikke kendte hinanden på forhånd, har fundet så godt sammen. Ikke mindst lederparret Alice og Arne Bruun har gjort en kæmpeindsats med at holde trådene samlet. Få købt ind til den store husholdning, få lagt arbejdsplaner, få lavet aftaler for de ture, vi har været på, komme med forslag til ture på fridage osv. osv.

Vi gik efter kaffe sidste tur i boligområdet her ved Talpiot, hvor vi nok en gang betragtede og talte om det varierede og flotte byggeri i de cremefarvede Jerusalem-sten, som alle huse skal beklædes med. Vi fortsatte til Udsigten ved Promenaden, hvor vi fik et sidste kig ud over Jerusalem med Oliebjerget, Den gamle By med de karakteristiske bygninger og tårne – og længere mod vest betragtede vi nogle af de store markante bygninger uden for bymuren.

I formiddags var vi på det sidste besøg i Joffihuset, hvor en messiansk jøde fortalte om de jødiske fester – om deres baggrund i 3. Mosebog – og også om hvordan den ene efter den anden af dem havde forbindelse til Jesu tid. Meget spændende og tankevækkende! Han kom fra området nord for Tel Aviv – og blev godt en time forsinket pga. helt kaotiske trafikforhold med flere meget massive propper, hvor trafikken var gået helt i stå, men det var værd at vente på (det blev så også en sidste påmindelse om trafikken her i Israel!). Vi spiste frokost sammen med de unge. Der er ikke så mange tilbage. Som tidligere nævnt, er flere rejst, og kun enkelte nye kommet til, men herligt at være sammen med dem – sidste gang! 

I aften er det så også sidste tur med busrute 7. Køleskabet er tømt, så vi har valgt at “gå ud at spise” for på den måde også at lave en anderledes markering af sidste aftensmåltid under vort ophold, hvor der så ikke er nogen, som “hænger på” madlavning eller opvask osv.

Mange tanker og følelser melder sig. En stor glæde og taknemlighed over at have haft mulighed for at være med i dette projekt. At have været med til at gøre en forskel for de personer, vi har været i arbejde for. At have fået nogle rige menneskelige oplevelser i vort bofællesskab her i lejligheden og med de unge i Joffihuset. At have set – og måske genset – mange af de steder her i Jerusalem – og landet iøvrigt – som er så markante i forhold til kristendommen. På den ene side vemod over at det nu er slut, og samtidig en bevidsthed om at det jo ikke er her, vi bor eller skal leve vort liv – og derfor også med forventning tænker et døgn frem til gensynet med det kolde Danmark, og alle jer, som jo er en del af vore liv og vore netværk – og hvor vi også er bevidste om, at vort ophold her ikke har været ligegyldigt for jer, fordi I har haft os med i tanker og bønner.

Måske dette også er det sidste indlæg på denne blog?  SHALOM!

– og forresten: har disse beskrivelser givet lyst til at følge efter, så går turen i første omgang omkring Ordet og Israels hjemmeside (se link øverst på bloggen)!

Fra vugge til (tom) grav.

Torsdag: Besøg i Betlehem sammen med de unge volontører + medarbejderne, og da vi bor ca. midtvejs mellem Jerusalem (gamle by) og Betlehem, skulle det vel ikke være så besværligt “blot” at tage sydpå i stedet for ind mod Jerusalem? – Og dog, for Betlehem ligger i det palæstinensiske selvstyreområde, og dermed kunne vi ikke køre ind i en israelsk bus. Desuden ligger byen på den anden side af den sikkerhedsmur, som blev opført for nogle år siden, så der er checkpoints, der skal passeres både ud og hjem.

Løsningen blev aftale med det arabiske busselskab om at sende en bus for at hente og bringe os. Der findes flere forskellige “grænseovergange” – og den, vi passerede på udturen var det uproblematisk at køre igennem. – Jeg mener faktisk, at vi kom ind ad samme bagvej, som da vi var i Betlehem i 1999 (der var uroligheder ved Rachels grav ved den “almindelige” adgangsvej, og dermed usikkert, om vi kunne komme igennem) – og hvor rejseleder Trihøjs triumferende stemme da lød “Venner, vi er i Betlehem….!”.

Fødselskirken med dens lave indgangsdør (vi måtte alle bukke os for at komme igennem), er nok et besøg værd pga. dens “historiske grundlag” som stedet for Jesu fødsel, men ikke nogen skønhedsåbenbaring. Den er – på samme måde som gravkirken i Jerusalem – et sammensurium af meget forskelligt både som “indehavere”/kirkesamfund og rent bygningsmæssigt. Begge kirker blev bygget af kejser Konstatin i 300-tallet efter at hans mor havde fået klarlagt stederne for henholdsvis Jesu fødsel og død – og begge har undergået diverse ændringer pga. skiftende magthavere etc.

Besøget i Betlehem blev “nutidigt” idet vi også besøgte House of piece – et hostel/minihotel, der drives af en kristen araberfamilie, som også i huset har en lille husmenighed. Vi var med til gudstjeneste hos dem om eftermiddagen – mærkeligt: så forskellige mht. sprog, udseende og kultur etc. – og så alligevel et fællesskab om Ham, der blev født i denne by for godt 2.000 år siden!

Gik udturen let, så skulle vi på hjemturen erfare, hvordan det er for araberne at passere den 8 m høje sikkerhedsmur for at komme tilbage til Jerusalem.  Vi gik gennem en vel 200 m lang “gang” med gitter på begge sider frem til en kontrolpost, hvor vi skulle vise dokumentation – og det gik ganske uproblematisk for os. Derefter et “ingenmandsland” til vi kom til en “indrejse”kontrolpost, hvor vi igen skulle vise vores pas, og først efter endnu en adgangssluse, kunne vi gå ombord i bussen – iøvrigt den ordinære rutebus til Jerusalem, som vi har kørt med tidligere (beskrevet i tidligere indlæg) – som på mindre end 10 min. bragte os hjem til Talpiot.

Fredag: Fridag, som for os betød endnu en tur med araberbussen ind til Jerusalem.  Vi kørte med til endestationen ved Damaskusporten til den gamle by, men ærindet var i modsat retning: Endnu et besøg i Gravhaven. Se den tomme grav. Nyde skønheden i en lille “Edens have”, hvor alt er frodigt og grønt, omend bladene på træer og buske er grå af støv (Der er jo ikke faldet en ordentlig regnbyge i de 8 uger, vi har været her – og den store tørke er også årsagen til, at brandkatastrofen på Karmel ved Haifa har fået så voldsomt et omfang). Opleve stilheden, vel vidende, at busterminalen og det myldrende liv er mindre end 100 m væk. Det eneste, som brød stilheden, var de grupper af pilgrimme, som bad, holdt gudstjeneste eller andagt.  Da vi besøgte haven var der faktisk udelukkende afrikanere, men som erfaringen i Betlehem: Vidt forskellige i hudfarve, i sprog og kultur etc. – og så var vi her af samme grund: For at mindes Ham, der blev korsfæstet og begravet i denne by for knapt 2.000 år siden, men hvis grav er TOM. Jesus lever – og det var en af de sætninger, som vi hørte guiden sige på engelsk til disse personer med anden hudfarve og kultur etc., som besøgte dette fredfyldte sted samtidig med os!!!

Vores “afskedstur” i det lune sensommervejr gik videre via gågaden Ben Yahuda, hvor atmosfæren var intens også denne formiddag i chanukkaaugen, som er en “halvhellig” uge med delvise fridage, og hvor man om aftenen tænder lys i den særlige 8-armede lysestage – og disse lysestager står iøvrigt i stor størrelse mange steder i gadebilledet. Ved mørkets frembrud tog vi alle ind til Grædemuren, hvor der var mere liv end normalt – det var jo midt i en festuge, og så stod den på det festlige sabbatmåltid, der denne gang var forloren and med rødkålssalat og ris alamanda til dessert!

Nu er det frokosttid, og i dag, lørdag, er der kl. 14 dansk adventsgudstjeneste i Redeemer Church i Den gamle by. Der skal vi med – og på den måde bliver 1. lørdag i advent til 2. søndag i advent, så vi når næsten at finde rytmen, inden vi kommer hjem! 

Sabbat shalom, som man hilser hinanden på hvile- og helligdagen i Israel.

1. søndag i advent

Måske en og anden fornemmede i indlægget “kontraster” at vi ikke ville få markeret 1. søndag i advent rigtig hernede – sådan var følelsen ihvertfald lørdag aften, da indlægget blev skrevet.

MEN – da vi kom hjem fra arbejde søndag ved 14-tiden, sad “køkkenholdet” allerede på terrassen med deres kaffekopper – og hvad stod der midt på bordet? – en adventskrans!!!! Ikke flot bundet med gran, men lavet med de for hånden værende materialer. Kaffen smagte ekstra godt den eftermiddag, medens vi “evaluerede” på dagens hændelser – og sandt at sige: Aldrig tidligere har vi siddet med den tændte adventskrans på havebordet!

OG – det blev mere “fest”, for tænk: Anja, husmor i Joffihuset, havde inviteret os til adventshygge om aftenen sammen med de unge. Faktisk havde hun også “tryllet”, så det var lykkedes hende at finde 4 store bloklys, som måske  ikke lige opfylder “dansk standard” for adventslys, men hvilken aften, hvor hun fint læste de bibeltekster, som hører denne dag til, og vi fik sunget nogle af vore dejlige adventssalmer – jo, nu var det forventningens tid!

 

Forventning? Tja, for os rummer det ord også en anden dimension her og nu: Opbrud, og dermed tilbagevenden til den dagligdag derhjemme, som hidtil har ligget utrolig og uvirkelig langt væk. Det er efterhånden også OK, men det er mærkeligt at skulle tage afsked og bryde kontakten med en by, nogle personer, som vi har mødt i suppekøkken og i lejlighederne. Også f.eks. buschafførerne og passagerne, som vi har mødt nu og da, skal vi heller ikke hilse på – og så er der de gæve medarbejdere i Ordet & Israel, som har haft nogle store koordineringsopgaver og planlægning etc. etc., for ikke at tale om de herlige unge mennesker i Joffi-huset, og ja, så bliver “familien” her i lejligheden på Bet HaArava 29 også splittet. Det er alligevel nok det sværeste! 

Derhjemme venter sneen og alt det, vi ikke har haft lejlighed til at lave, mens vi har været her, incl. juleforberedelserne osv. Spændende hvordan det ser ud om mindre end en uge.

Nu optræder ordet “sidste” oftere og oftere. I dag har vi haft sidste arbejdsdag, hvor vi alle var med i køkkenet og tog afsked med Tamir og Lassi – de to centrale og farverige personer – som er de faste holdepunkter der. Hvordan skal de mon klare sig uden os? – for også blandt de unge er der opbrud, så der kommer heller ikke så mange af dem. 

I morgen kommer vi julehøjtiden et stort skridt nærmere, for da hedder det “besøg i Betlehem”. Kun ganske få km mod syd ligger den by, som er det helt centrale sted, når vi taler om Jesu fødsel. Vi ser frem til en god og spændende dag, men mere om dette næste gang!

Kontraster

Efter morgenmaden i morges nød Ulla og et par mere sabbatsstilheden i den varme morgensol på terrassen (22 gr. allerede kl. godt 9). Samtidig spejder Israel fortsat forgæves efter regn, for landet tørster meget efter regn – eller i det mindste blot lidt overskyet, som kan sænke temperaturen lidt. – Og nu til aften kan vi på nettet læse danske nyheder om problemer med snefygning og advarsel mod “unødig udkørsel” – og alle har vi vist fået hilsener hjemmefra med lokale sne- og vejrrapporter. Rekorden var vist 50 cm sne!

I morgen er det 1. søndag i advent. Det vil I fejre ved gudstjenester, møder og adventsfester – og vi forstår, at der er gran, pynt og nisser osv. osv. i ubeskrivelige mængder. (Faktisk er der knapt nogen af os, der kan huske, hvordan det var sidste år…).

Her er første “varsel”, at vi nu til aften har set en adventskrans – endda med en diameter på vel 2 m, da vi var til adventskoncert i Dormination abbey – en katolsk kirke, som ligger på Zions bjerg. Desuden har vi et enkelt sted set 2 plakater med en stor tyk rødklædt nissefar – og de var klistret op i en lille butik af lidt tvivlsom karakter. Det er ikke her, man bliver “mindet om”, hvad man kan skrive på ønskesedlen som ganske uundværlig.

I morgen er det hvile- og helligdag i Danmark. Her er det arbejdsdag – vores sidste søndag i køkken eller lejlighed – men opbruddet er allerede i gang, for foreløbig er 3 af de unge volontører fra Joffihuset, som vi jo møder på vores fælles arbejdsplads, rejst, og yderligere to har deres sidste arbejdsdag på mandag, men kontrasten er der også der. Sagt med sangens ord: “for de gamle, som faldt, er der ny overalt”. Der er allerede ankommet 3 unge, så der er endnu balance i tingene! Den ene af dem er endda fra Nyker – så hun må vist tælle for to! (Som det er hyggeligt at få hilsener og mails hjemmefra, er det bestemt også hyggeligt at træffe og tale med personer, man kender, og vi har da også allerede haft lejlighed til nogle snakke medens skrælle- og skæreknive har “lynet” ved bordet i suppekøkkenet).

I har længe kunnet købe klementiner, som sikkert er blevet plukket grønne inden de er fløjet til Danmark. Vi køber jævnligt sådanne frugter i Sjukken (det lokale marked) – og de er max. fragtet 40-50 km – vi passerede mange store orangelunde med modne frugter, da vi kørte hjem fra Tiberias – og på vort citrontræ i haven er der store frugter, som vi håber bliver “modne” inden for den næste uge! – I Sjukken ligger der også store dynger med store, flotte og friskplukkede jordbær – og prisudviklingen fortæller tydeligt, at den nye sæson netop er begyndt, så der kommer stadig flere (og billigere) dag for dag – og det ser helt drabeligt ud, når sælgeren nu bruger et fejeblad til at skovle jordbær op i salgsbakkerne!

Hverdagen byder også på kontraster i gadebilledet. Et stort antal turister (der er let genkendelige som grupper med deres ens tørklæder, huer eller navneskilte). Travle ortodokse jøder med de sorte bredskyggede hatte og jakker – eller frakker – her i “sommervarmen” jager afsted i deres særlige (nok selvhøjtidelige) gangart. De ældre (læs “gamle koner”) med deres rullende indkøbstasker. Skoleelever i deres skoleuniformer. De unge og smarte – eks. hende, der forleden morgen i bussen skulle have negle og hele ansigtet “smurt ind” med diverse farver fra paletten, for der havde vist kun været tid til lige at få håret sat, inden hun skulle afsted til bussen. Soldater i uniform og med geværet hængende over skulderen osv. osv . Det er faktisk både spændende og oplevelsesrigt at færdes i dette menneskemylder (man møder knapt så mange til daglig på Aakirkeby torv!), men meget tankevækkende er det også, at man bevæger sig i et af verdens mest omtalte brændpunkter – og så er der mere roligt her end i mange storbyer rundt i verden!

Sidste søndag bød også på en kontrast = vi besøgte Mea Shearim – det kvarter, hvor de ultraortodokse jøder bor. Her er boligerne usle og triste at se på. Familierne med de mange børn bor i små lejligheder. Moderen kan (i “bedste” fald) mønstre både et/to børn i klapvognen, en i maven og et par lidt ældre, som følger med ved at holde fast i klapvognen. Der skiltes ved indgangen til kvarteret om at man må vise respekt for beboerne – og dvs. at kvinder skal bære lange bukser/kjoler og langærmede bluser, som skal være knappet godt op i halsen. 

Tirsdag bød på endnu en stor kontrast = Ted, som er en jødisk hjælper i suppekøkkenet, havde inviteret os alle til et besøg i sin bosættelse i selvstyreområdet næsten halvvejs mellem Jerusalem og Hebron. Vi kørte derud med en ordinær bus – som dog var forsynet med skudsikkert glas – og havde nogle spændende timer, hvor han både fortalte om dagliglivet i bosættelsen og præsenterede og fortalte om to af bosættelsens 4 synagoger. Vi besøgte også en af de tre døtre, som er gift og bor i bosættelsen. Hun havde sine 6 børn i alderen 2-13 år hjemme. Inden bosættelsen blev etableret i 1972 var det “et goldt og øde område, hvor der kun levede ræve og harer”. De var 11 familier, som var med ved etableringen, og nu bor der over 2.000 – som repræsenterer mange forskellige nationer – også en dansker. Ted og hans kone kom fra USA i 1968. Bosættelsen var indhegnet, og der var vagt ved den store, tunge rulleport……… Frihed, eller???   

I går, fredag, mødte vi endnu en stor kontrast. Vi besøgte Yad Vashem – holocaustmuseet – som bl.a. omfattede store plancher; genstande fra kz-lejre eller udbombede bygninger i jødiske kvarterer rundt om i Europa; masser af fotos samt videoskærme, hvor mennesker, der havde oplevet rædslerne under nazisterne, fortalte gribende og rystende beretninger. I informationen ved indgangen spurgte den ældre dame hvor vi kom fra – og da vi fortalte det sagde hun blot “Vi er så taknemlige mod det danske folk – og jeg tror, I ved, hvorfor…..” Man forlader ikke upåvirket sådan en udstilling.

God nat – og glæd jer til en søndag – den første i det nye kirkeår – en hvile- og helligdag!

Det var den ferie…..

– Så er vi hjemme i Jerusalem igen efter en god, indholdsrig – og VARM ferietur til Tiberias ved Genesareth sø med morgentemperatur på 25 gr. og over 30 gr. midt på dagen – SÅ varmt, at jeg har holdt “fri” fra bloggen, men her følger et resumé for ugen. 

Vi kørte hjemmefra allerede kl. 7 søndag morgen for at komme foran arbejdstrafikken (en ny arbejdsuge var jo begyndt!). Vores Toyota Hiace bragte os i god fart frem mod første stop, som var ved vandet – ikke Genesareth sø, men Middelhavet, for vi skulle først se de udgravede dele af Cæsarea, der blev grundlagt som en stor havneby af kong Herodes. Også her fandt vi ud af, at skiftende besættelsesmagter havde lavet ændringer i de oprindelige byggerier og lagt flere kulturlag – og det gør det jo ikke nemmere at “finde ud” af, hvordan byen oprindelig var anlagt.

Et par km længere mod nord stod resterne af den akvadukt, som var anlagt til at føre vand frem til byen – og heldigt var det lige ved en ganske fin badestrand, og vandet havde også her en “fornuftig temperatur”, så nu har jeg badet to gange i Middelhavet (Ulla valgte at holde sig på land fordi hun stadig havde hoste – bronchitis).

Herefter var næste station Tiberias, hvor vi skulle bo den kommende uge og have base i det hus, hvor Discipelskolen har til huse (se www.discipelskolen.dk). Eleverne var netop rejst en uge på tur i Negevørkenen og Sinai som afslutning på deres 3 måneders ophold.

Selvom sengene ikke havde “senior-niveau”, var stedet dog rigtig godt med en utrolig flot beliggenhed i ca. 100 m højde – dvs. godt 300 m over Genesareth sø, idet søens overflade ligger mere end 200 m under havets overflade, så Tiberias ligger ligesom i en gryde – og det har naturligvis afsmitning på vejret. Både fra terrassen uden for stuen og fra den store tagterrasse var der en formidabel udsigt mod søens nordende med bl.a. ruinbyen Kapernaum, og mod søens østside med Golanhøjderne samt feriebyen Ein Gev. Med de nævnte temperaturer siger det sig selv, at vi opholdt os mest muligt på terrasserne – og om aftenen var det meget smukt både med lysene fra byen – og fra de byer og kibbutzer osv., som ligger rundt langs søen.

Vandstanden i søen er nu ca. 5 m under “normalen” som følge af mindre nedbør de seneste år, så Jordanfloden, der kommer fra det (normalt sneklædte) Hermonbjerg og egnene i nord, og som er eneste “fødekæde” til søen, er ikke bredere end en almindelig dansk å. Det var trist at se de brede strande og de kajanlæg, som nu er alt for høje, så der er lavet flere forlængelser på de anløbsbroer, som benyttes ved anløb af turistbåde (en sejltur på søen er et “must” hvis man kommer her!).

Vi var på tur hver eneste dag, og summarisk betød det:

mandag: En spændende tur mod nord til Hula-dalen (et stort sumpområde, som er delvis afvandet, og hvor der er en rig forekomst af dyr og fugle) – Ikke mindst er området en meget vigtig mellemstation for de store fugletræk fra Skandinavien til Afrika. 

tirsdag: Overskriften: 6 dages krigen i 1967. Karen, som sammen med sin mand, Søren, leder Discipelskolen, var guide for os på en tur, som bragte os helt op mod Libanons og Syriens grænser. Turen gik gennem områder, som stadig er afspærrede på grund af miner, og ad en gammel syrisk forbindelsesvej kom vi til en fremskudt syrisk forsvarsstilling, som israelerne indtog i kampen om Golanhøjderne. Ligeledes besøgte vi en nedlagt israelsk observationspost på toppen af Bentalbjerget, hvorfra der var god udsigt ind over grænsen til Syrien og det ingenmandsland, som nu er under FNs bevogtning. Det var rigtig godt at se disse steder, som bragte erindringer frem om det overgreb på Israel, som vi vel nærmest mente var tabt på forhånd. På Bental kom der pludselig “invasion” af vel mere end 100 israelske rekrutter, der som et led i deres uddannelse bliver introduceret til Israels historie – også den del, der knytter sig til det gamle testamente, så vi har også set dem flere steder i den gamle by – og altså også i suppekøkkenet, som tidligere beskrevet.

Resten af turen var “til ganen” med besøg på en israelsk udgave af Kjærstrup Chokolade, som var etableret i en kibbutz, samt et stort vineri, hvor de producerede mange forskellige typer vin – totalt flere hundrede tusinde liter årligt.

onsdag: Her var oplægget besøg på de bibelske steder: Forklarelsens bjerg; Tabka, hvor bespisningsunderet skete (ikke i Tamirs suppekøkken – se tidligere!) og stedet ved søens bred, hvor Jesus havde det sidste møde med disciplene, og hvor han meget konkret sagde til Peter “følg mig” (Joh. ev. kap. 21).Videre til ruinbyen Kapernaum og videre rundt om søen MEN. Et indbrud (smadret bagrude og tyveri af to tasker – som ikke indeholdt noget særligt værdifuldt) satte en stopper for turen, så vi satte kursen hjemad efter de første tre stop. Ærgerlige, men samtidig taknemlige over, at der ikke var hændt os noget. Vi fik en frieftermiddag mens Arne og Søren var på politistationen for at anmelde skaden og på et værksted for at få ruden skiftet – kunne dog først ske den følgende eftermiddag.

torsdag: Vi kunne godt køre i bilen, selvom ruden var smadret, så vi kørte til Kapernaum for i første omgang at komme ud på den obligatoriske sejltur – det blev en fin tur, ikke mindst fordi vi var helt tæt på “Peters fiskedræt” anno 2010 = nogle fiskere var ved at trække deres snurrevod (sådan tror jeg nok, det hedder!) ind. “Vores båd” lagde sig tæt på, så vi kunne iagttage arbejdet – også at en del fisk sprang over nettet og tilbage i friheden. Derefter besøgte vi ruinbyen og beså resterne af den synagoge, hvor man mener, at Jesus jævnligt færdedes. På hjemturen gjorde vi stop lige nord for Tiberias ved det sted, hvor man for nogle år siden fandt – og fik bjerget – et ca. 2.000 år gammelt fiskefartøj – altså mere end dobbelt så gammel som de skibe, man kan se på Roskilde vikingeskibsmuseum! Sidst på eftermiddagen fik vi ruden sat i, og så var vi rede til nye oplevelser – 

fredag: hvor Søren var guide for os på en tur til Nazareth. Her så vi først bebudelseskirken – et smukt bygningsværk, som er knapt 50 år gammelt. Næste stop var Nazareth Village – en slags “Hjerl Hede”, hvor man har rekonstrueret bygninger og håndværksmetoder fra Jesu tid, og hvor området også var “befolket”. Vi fik “gammeldags” frokost – meget delikat – en rigtig god oplevelse på en lille fredelig plet midt i den larmende storby.

Videre kørte vi til Tabor bjerg, hvorfra vi havde en flot udsigt ned over Jizreel-sletten, som nu er frugtbar agerland – og som har været skueplads for mange krige i gammel testamentlig tid. Sidste stop var i Poriya, knapt 10 km syd for Tiberias, hvor der er planer om at bygge en ny discipelskole – grunden er købt, og man venter blot på de sidste tilladelser før det første spadestik kan tages. Grundens beliggenhed er ideel, idet der fra bygningen vil være en fantastisk udsigt ud over Genesareth sø.

Til sabbatsmåltidet om aftenen havde vi gæster fra Danmark – en af Ullas første hold fra Davidskolen (Hanne Poulsen fra Østerlars) og hendes veninde var lige en uge på ferie i Israel, og ad forunderlige veje havde de truffet et par fra holdet lige før vi rejste fra Jerusalem – og da de også skulle til Tiberias fra midt på ugen var kontakten etableret. Hyggeligt og en dejlig aften, som var til stor glæde for os alle.

lørdag: Opbrud, pakning, rengøring og hjem til Jerusalem til de sidste to ugers “hverdag” – dejligt og uvirkeligt. Hjemturen gik så nord og øst om søen og gennem selvstyreområdet på Vestbredden tilbage til Jerusalem.

Vi nåede altså den tur rundt om søen, som vi gik glip af i onsdags. Det var en god oplevelse af køre gennem det område, vi dels havde kunnet se i det fjerne hele ugen, dels se de store frodige dalstrøg, dels betragte Golanhøjderne nedefra (det var jo deroppe fra, syrerne havde skudt mod landarbejderne inden kampene i 1967), og dels lige gense Ein Gev, hvor flere af os har boet på tidligere rejser til Israel. En anden positiv observation var, at palæstinenserne efterhånden har lært at drive moderne og effektivt landbrug, så de virkelig får noget ud af jorden – kunstvanding og drivhuse/overdækning af afgrøder med plast.

En god tur med mange oplevelser – og næsten 1.000 km uden uheld eller triste oplevelser – lige bortset fra…….. og så er Ulla ved at have fået bugt med sin bronchitis! Ved aftenandagten sang vi bl.a. “Jeg er i Herrens hænder” – det kunne vi virkelig synge med på – for sådan var det jo!  Godnat –                        Ulla og Henning

“Fridage”……….

“Endelig – arbejdsugen er forbi – så skal vi sove længe…” Sådan kunne tanken være i sidste uge, men nej! Der er program på alligevel, for vi er jo ikke rejst herned for blot at holde fri og sove længe.

Torsdag-fredag lød programmet på (nye) besøg omkring og i Den gamle By(DgB) – og det er næsten som et kinesisk æske system. Du kan åbne en æske – og finde en ny indeni, som rummer en æske, der – osv.

Torsdag hed det “gravtur” – et måske lidt makabert og “kedeligt” emne, men det er jo også historie og vidnesbyrd om en tid og et folk, som levede her i et spænd af år helt tilbage til da Abraham drog op på Moria bjerg for at ofre sin søn, Isak (Moria bjerg er det sted på Tempelpladsen, hvor nu Klippemoskeen ligger), men hvor Gud standsede ham i sidste øjeblik – og så frem til 2010. Dvs. det f.eks. også er 1200-tallet, hvor korsfarerne i stort tal søgte mod Jerusalem – og hvor mange omkom. Mest spændende/størst oplevelse var det vel at turen gik ned gennem Hinnomdalen sydvest for DgB og Zions bjerg. Vi har flere gange set ned over dalen, når vi er kørt eller gået fra Talpiot og ind til DgB. Den var smuk og frodig at se fra vejen, men når man kom et stykke ned, blev det smukke afløst af golde, stenede og støvede skråninger, hvor græsset var tørt – hvis der var noget – og bevoksningen bestod af nogle forkrøblede træer og småbuske. – Også her blev det klart for os, at Bibelen har meget at sige om denne dal som en dødens dal, hvor der tidligere er sket afgudsdyrkelse og ofringer af børn. – Der kom også noget “nutidshistorie” ind, for netop denne dal var grænsen, da frihedskampene rasede i 1948 – og hvor det faktisk lykkedes israelerne at etablere en tovbane over dalen, så der kunne fragtes våben ind til DgB – og sårede tilsvarende kunne sendes over til behandling på den anden side af dalen.

Vi travede videre, og på hele turen havde vi til stadighed et godt kig op mod muren til DgB og kendte bygninger på Zionsbjerg – bl.a. Hanegalskirken, som vi skulle besøge om fredagen. Vi kom ind i et hjørne af Silwan – den arabiske by, som ligger op mod Davidsbyen – og hvor der jævnligt er uroligheder. Vi mærkede nu intet på den korte strækning til vi nåede frem til Siloam Dam, som er det sydligste punkt i Davidsbyen.

Efter frokost i DgB stillede vi os i kø for at komme ind på besøg på Tempelpladsen. På grund af store sikkerhedsforanstaltninger er der kun adgang et par timer for- og eftermiddag, så der er stor “efterspørgsel”. Jøder er nu forment adgang til pladsen, men turiststrømmen er vokset markant de seneste år, så allerede en halv time før åbningstid stod flere hundrede i kø. Vi kom ind uden problemer – lige bortset fra, at Alice´ nederdel var for kort = skuldre og knæ skal være dækket, men har man blot et tørklæde el.lign. at slå om sig, er der ingen problemer, så hun undgik at blive vist ud!

Hele Tempelpladsen er umådelig stor -arealet svarer til 12 fodboldbaner -Pladsen domineres jo af den store Klippemoske – som ikke benyttes som moske, men bygget hen over det sted, hvor man mener Abraham byggede alteret (se foran). Den store kuppel er dækket af 24 kg rent guld, som er lagt på i et tyndt lag. Bygningen er opført i marmor, og den øverste del er beklædt med mønstrede, glasserede fliser.  

Tempelpladsen har – i lighed med alt andet i Jerusalem – haft en omtumlet tilværelse med skiftende magthavere og krige, som hver har sat sit præg på byen – ofte efter at have jævnet tidligere bygværker med jorden.

I dag har kun muslimer adgang til Al-Aksa moskeen og Klippemoskeen (da vi besøgte stedet i 1999 kunne vi komme ind begge steder). Det er dog store og imponerende bygningsværker. Der er iøvrigt de seneste år indrettet en stor moske under pladsen øst for Al-Aksa moskeen, som kan rumme 10.000 mennesker. Dette byggeri har givet anledning til en protester fra Israel, idet muslimerne ikke har taget hensyn til de arkæologiske “godbidder” som en sådan stor udgravning rummer.

Ulla holdt “fri” den dag, idet hun var meget generet af hoste – så da turen var slut, gik de andre – ja, rigtig gættet – en tur gennem bazargaderne i DgB, men jeg tog den første bus hjem til patienten, som havde fået sovet en del i dagens løb, så hun var med, da vi fredag morgen (tidlig) tog en araberbus ind til endestationen ved Damaskusporten.

Selv på det tidlige tidspunkt var der fuld gang i at opstille boder – og også i bazargaderne var der liv – vort første mål var denne dag udgravningerne ved Sydmuren – hvor der på Jesu tid var indgang til templet ad den store trappe, som for en dels vedkommende er bevaret, så der kan udpeges trin, hvor man med stor sikkerhed kan sige, at Jesus gik.

Efter frokost lød programmet på Davids grav, salen, hvor Jesus kan have holdt nadver den sidste aften inden hans tilfangetagelse. Sidste stop var Hanegalskirken, som ligger på Zions bjerg og bygget på det sted, hvor ypperstepræstens gård lå. Dvs. det sted, hvor Jesus blev ført hen til forhør – og hvor også Peter fornægtede sit kendskab til Jesus – inden hanen galede! Det var et stort ønske for mig at gense den kirke. Dels fordi der også her er gamle trappetrin, hvor Jesus kan have gået, og dels på grund af interiøret, idet kirken blev renoveret i 1990erne og her stod en dansk uddannet arkitekt for indretningen. Der er således dels danske bøgetræsstole og dels paneler af bøgetræ, som er lavet som fletværk.

Det blev en “lille omvej” gennem bazargaderne inden vi tog bussen hjem – og under vores udforskning af spændende steder kom vi dels op over bazarerne og oplevede et meget uvirkeligt og rodet område, og på samme vis kom vi også gennem nogle smalle gyder, hvor der var beboelse – og her var der pænt og ryddeligt!

Lørdag var “store pakkedag” = den følgende uge hed “Ferie i Tiberias” ved Genesareth sø, og det betød afgang allerede kl. 7 søndag morgen!!! – Vi var dog lige til en flot koncert i den tyske Frelserkirke i DgB (det er også her, der holdes danske gudstjenester) lørdag aften. Et blæserorkester (messing), suppleret med bl.a. tværfløjter og bas, spillede et flot blandet program med klassiske værker (Bach og Händel osv.) og mere moderne musik, dels jazz og dels musicals.

– Nu er det høj sengetid her i Tiberias. Ulla hoster stadig, for hendes brochitismedicin har endnu ikke fået løsnet ganske op for hendes hoste. Alle de andre er gået i seng, og nu følger jeg efter, for det hedder morgenmad kl. 6 med afgang kl. 7 – og programmet: Besøg i Kapernaum etc. på vores tur rundt om Genesareth sø – men den historie følger senere…… godnat.

Ikke som fem brød og to fisk, men…

eller: “Hvordan en køkkenleder med 2 ansatte og  et varierende antal af meget forskellige frivillige hjælpere bespiser 1.500 hver dag?”

En ganske almindelig dag i ” vort” suppekøkken, som drives af en velgørende organisation: Hazon Yeshaya (www.hazonyeshaya.org).

Lokalet er aflangt og er vel på ca. 80 m2. Indretningen er efter “de for hånden værende søms princip” = ingen hensigtsmæssig indretning med rationelle arbejdsgange. Det virker somom nyt inventar etc. er blevet sat ind, hvor der lige var plads  – og hvornår det er doneret = der hænger mange tavler med navne på donorer. Der er et kølerum og et mindre “bur”, hvor der står et lysbord, som benyttes til at kontrollere ris mv. for eventuelle urenheder – formentlig et jødisk renhedskrav? – Ellers er der “bare rod”. Diverse stålborde med vask og afløb til åbne kloakrender med stålriste.  Midt i lokalet er der er et langt stålbord. Her  og i et lille aflukke/”bur” på 8 m2 bliver alle grøntsager skrællet og skåret ud, og på samme bord ordnes også eventuelle kødvarer eller lignende, som skal steges/varmes og serveres med den varme mad…. Den varme mad tilberedes  i 2 vippegryder, 3 høje bageskabe/ovne og 4 store gasblus til gryder, som hver rummer vel 50 liter.

De unge volontører møder ved 8-tiden, og vi kommer ca. ½ time senere, afhængig af trafikken. Hvis der er grøntsager (eks. agurker, peber eller tomater), går vi i gang med at rense og snitte det til salat. Dagens suppe er allerede sat over på, og første omgang af ingredienserne til dagens varme ret bliver “sat over”, og en ny tilberedes, når første omgang er pakket og sendt afsted.

Senere kan der komme invasion af en skoleklasse, en deling soldater (med deres geværer over skuldrene!) eller en gruppe turister (en dag kom der 20 hollandske baptister),som hjælper til et kvarter eller en times tid – og lyder Tamirs røst udi lokalet “Time out Dänemark” – og det betyder pause for os, så vi kan sætte os ud i skolegården, måske med en kop kaffe.

Pakning og afsendelse i plastbaljer/spande til institutioner sker også fra dette rum og kontinuerligt. Noget bliver afhentet af projektets egen bil, andet kørt bort i taxa eller private biler (det “forsvinder” bare mens vi er optaget af vore gøremål) – noget bliver pakket i plastbakker til enkeltpersoner og fordelt på tilsvarende vis.

Kl. 12 serveres der en bakke med mad til besøgende i “spisesalen”. Der kan i løbet af en times tid komme vel op mod 200, som enten spiser maden på stedet – eller får øst mad op i plastdåser eller medbragte plastposer, som de så tager med hjem til familien.

Vi har undladt at tage billeder af disse besøgende, men der er både personer, som måske kun har det tøj, de kommer i, andre er velklædte. Nogle har fysiske skavanker. Andre er tydeligt mærkede af psykiske lidelser (der kommer f.eks. dagligt en kvinde på vel ca. 35 år. Hun har ingen mimik og stirrer blot tomt ud i luften. Når hun har spist, finder hun sine plastposer eller -dåser frem og får mere mad med hjem – måske til sine børn??). Flertallet er ældre mennesker, og det er en del russiske immigranter iblandt (det kan man både høre på deres sprog – og se på deres typiske russiske træk). Det er sjældent, vi ser etiopere, men det er måske fordi de ikke bor i den nordlige del af Jerusalem, hvor køkkenet ligger? Nogle stikker kritisk til maden og levner noget. Andre spiser grådigt og tiltusker sig også rester fra de andre eller spørger om at få en ekstra portion. Hvordan ville de sidstnævnte overleve, hvis ikke der var denne mulighed for et dagligt måltid mad???????????

Maden bliver anrettet i et lille “anretterrum” og stukket ud gennem en lem til “spisesalen”, hvor de så bliver fordelt af nogle af hjælperne – ofte de danske kvinder.

Når kl. er 13 er det store rykind ovre, og vi kan så begynde at pakke vort grej sammen og sætte kursen mod Talpiot – som regel gennem Sjukken (et stort markedsområde med alt muligt i tøj, mad osv. osv. for at nå frem til busstoppestedet. – Vi sluttede arbejdsugen i går (onsdag) – men begyndte jo også søndag! På søndag kører vi til Tiberias, hvor vi holder en uges ferie – vi glæder os til en hel uge, hvor vi skal samle indtryk!

Til sidst et billede af Tamir (her sammen med den “hattedame” – en frivillig, der myndigt holder øje med madudleveringen i spisesalen) – og et af altmuligmanden Lassi.

Forresten……

Vi har glemt en meget væsentlig ting i vores begejstring og “vrimmel” af oplevelser og indtryk: At sige EN STOR TAK til jer, som via jeres økonomiske bidrag, medvirkede til at Ordet & Israels opfordring/anmodning om hjælp til at dække udgifterne ved istandsættelse af lejlighederne blev opfyldt. Ialt blev der til “vores” andel indbetalt godt 8.700 kr.

Disse penge er der så gjort godt indhug i nu, hvor endnu en lejlighed er blevet malet og sat i stand. Det er specielt at komme i fremmede personers hjem og ganske konkret “flytte rundt på tingene” – skubbe stuemøbler og senge frem og tilbage. Flytte store reoler ud fra væggen (og hvor viser der sig mange “spændende” ting: Udover nullermænd kan det være LEGO-klodser eller andet legetøj, hårspænder eller -elastikker, brikker til spil, småmønter osv. Det er iøvrigt “farligt” at skubbe skabene ud, for de kan væres så proppede, så bagklædningen ofte er presset helt ud mod væggen!). Ikke mindst i køkkenet kan det være et større arbejde, når der står snavset porcelæn ved køkkenvasken, gryder og potter, diverse poser og flasker samt køkkengrej – og måske oven på skabene noget udstyr, som ikke er i brug. Hvis man har fobi for kakkelakker, kan det være en ekstra udfordring!! Badeværelserne er et helt kapitel for sig. Der kan bruges en hel dag blot på at skrabe kalk og snavs af fliser, køkkenvask, toilet og badekar. Derefter skal der skrabes løstsiddende maling fra de (ofte) fugtige vægge med skimmelangreb – og så er det her, som med alt andet “byggeri”: Det er det grundige forarbejde, som tager tiden, og “det sidste lag”, man ser! Det er MEGET SYNLIGT, at vi gør en forskel, og beboernes taknemlighed kan ikke beskrives!!

Vi må fotografere noget i det skjulte i lejlighederne – det er jo “privat område”!

Vi har lige gjort status – og resultatet er foreløbig 4 lejligheder, hvoraf den ene lagde beslag på godt 1½ uge inden vi havde malet færdig og fået ryddet helt op. – Faktisk er vort arbejde kun en enkelt del af projektet – for der er en medarbejder, som (heldigvis – og nødvendigvis) taler både hebraisk og etiopisk/amharisk = Han har kontakten til kommunen, som visiterer. Han laver aftaler med beboerne om tidspunkt, farvevalg og omfang etc. – og han introducerer os, når vi tropper op i lejligheden med alt malergrejet. Det er ham, der fører an, og holder liv i samtalen, når vi får serveret vand/cola/kaffe/buna – og måske et-eller-andet spiseligt…..!?!? Han har også efterfølgende kontakt og kommer af og til på besøg hos dem. – Det er en oplevelse at færdes sammen med Ruben i det boligområde, hvor vore “klienter” holder til. Han kender utrolig mange, og hvis ikke han får øje på dem og indleder en lille snak, skal de nok råbe “hej” (det lyder helt anderledes hernede!!). Dette opfølgningsarbejde er også væsentligt = Yad va Lev betyder “hånd og hjerte” – og vi vil jo gerne, at ikke blot “hånden”, men også “hjertet” kommer i funktion!

Jeg skal hilse og sige, at jeres økonomiske bidrag er væsentlige – og at de bliver brugt med stor ansvarlighed!

Udover takken på O&Is vegne vil vi også gerne sige mange tak for de hilsener, vi har fået – enten via bloggen eller pr. mail. Det er rart at “høre nyt” fra hjemmefronten (det er jo kun “de store” ting, man kan læse på internettet!), men det er  ikke mindst rart at mærke, der er “tænkt på” os – mon ikke enhver, som har været hjemmefra en periode, kender til dette?

 Hvem er vi i grunden?

På billedet, som blev taget under ørkenturen, er (set fra venstre) Per og Annegrethe Kristensen, tidligere gårdejer fra Henne. Det bornholmske islæt. Astrid og Jens Andersen, Bjerringbro – holdets yngste deltagere og sygeplejerske samt rådgivende ingeniør. Lederparret, Alice og Arne Bruun, Hillerød, tidligere sygehjælper og “kaffegrossist”.

Vi hygger os med hinanden i lejligheden og har et rigtig godt fællesskab både om vore arbejdsopgaver og på de ture, vi har haft, hvor vi kan dele erfaringer og iagttagelser og give tips om “gode butikker” osv.!

Der er nu kun godt 3½ uge igen – og vi er allerede ved at undersøge mulighederne for “en eftersidning”! – Inden da er flere af de unge volontører rejst hjem – de første to forlader gruppen i denne weekend. Her er flokken fotograferet, da de besøgte os i sidste uge:

Fra venstre: Vivian, Cæcilie, Anders, Anne (bliver her julen over), Philip, Kristina, Michael, Peter og Kirstine – alle jyder, undtagen Cæcilie, der er københavner.

Vi har ikke noget billede af alle medarbejderne, så det må vente til en anden gang!